Skønhed, Sundhed

Sensitiv hud, sensitivt sind

Min gamle nabo – en ældre, smuk og flippet dame – sagde engang til mig, at særligt sensitive folk ofte kæmper med sensitiv hud – og vice versa. Det er nok otte år siden. Men kommentaren dukkede lige pludselig frem på nethinden, da jeg satte mig for at skrive dette blogindlæg. Min hud blusser op, og i nat sov jeg virkelig elendigt fordi, jeg lå og kløede mig som en hund med lopper. Og nu kom jeg så lige til at tænke…

Jeg har altid været meget sensitiv over for stemninger, andre menneskers følelser og reaktioner, lyde og uro. Jeg lever mig meget ind i mine nærmestes oplevelser og udfordringer – gode som dårlige – hvilket af og til har været og kan være drænende. På den anden side giver denne sensitive føling mig ofte en stor glæde. Jeg kan blive meget berørt af situationer, hvilket af og til kan komme helt bag på mig. Men det kan også føles ret fantastisk. Jeg kan li’som mærke, jeg er i live, gir’ det mening? 🙂

Da jeg for et halvt år siden var til en Body SDS-behandling, sagde behandleren relativt ud af det blå: “Ja, men sådan er det det jo bare for dig som særligt sensitiv”. Vi havde ikke talt om særlig sensitivitet inden da, men det var åbenbart nemt at fornemme.

Det meste af mit liv har jeg også døjet med eksem. Nogle perioder værre end andre, og ofte har det stået værst til i stressede perioder. Noget jeg har lagt særligt mærke til inden for de sidste fem-seks år. Da mine bedsteforældre gik bort for seks år siden, brød min eksem ud i et mega udbrud, og det samme skete i december, hvor jeg mistede min stedfar. Men min hud bryder også ud, hvis min krop er stresset. Har jeg ikke passet godt nok på den med ordentlig kost og motion, skal min krop nok fortælle mig det gennem eksem og kløe.

Det kan godt være irriterende at skulle leve med denne sensitivitet. Men samtidig sætter jeg pris på, at min krop og mit sind er så gode til at fortælle mig, hvis jeg bør skrue lidt på nogle knapper. Ja, jeg synes egentlig, det er ret fascinerende. Men jeg skal bruge lidt hjælp fra andre, for at finde de rette ting at gøre for mig selv. Og jeg har en gang tidligere haft held med antiinflammatoriske kost. Derfor har jeg nu fundet min “21 helbredende dage med antiinflammatorisk kost” af Louise Bruun og Jerk W. Langer frem.

Jeg har ikke fulgt opskrifterne og retninglinjerne i denne bog før, så det bliver interessant. Min hud brænder og klør, så jeg håber det bedste. Jeg er klar til at gå i krig mod den onde inflammation!


Læs om engang tidligere, hvor jeg var på en uges kur med antiinflammatorisk kost.

Leave a Reply