babyboblen

Da hr. Baby kom til verden del 1

Da jeg var 40+1 (den 2. august), skrev jeg det sidste blogindlæg inden fødslen. Men der skulle alligevel gå yderligere 12 dage, før han kom ud. Derfor vil jeg starte med at skrive lidt om dagene op til fødslen. De lange, lange dage, hvor utålmodigheden var næsten ubærlig.

***

Mandag den 6. august var jeg til tjek hos jordemoderen. Jeg var spændt, for jeg vidste, at hun ville forsøge at lave en hindeløsning på mig. Og jeg havde selvfølgelig læst en masse om fødsler, der var startet umiddelbart efter hindeløsninger – jeg var så klar! Men det var min krop ikke. Jeg var ikke moden nok down there til at få lavet en hindeløsning og gik meget modløs og næsten grædende fra jordemoderen. Inden jeg gik derfra, bookede jordemoderen tid til igangsættelse ugen efter, og tanken om, at fødslen skulle sættes kunstigt igang, hjalp ikke ligefrem på humøret.

Om onsdagen tog jeg til Christianshavn og besøgte en privat jordemoder og akupunktør, som jeg havde fået anbefalet.

Helle Ella.

Stedet var på ingen måde, som jeg havde forestillet mig. Da jeg trådte inden for døren, blev jeg budt velkommen af en lille pjusket hund. Jeg satte mig i en bambussofa og kiggede rundt i rummet, der var fyldt med spøjse figurer af livmodere og babyer, bøger, krystaller, skeletter, kimonoer, planter og andre mærkværdigheder, og der lugtede en smule mystisk af røgelse eller tjald (jeg fandt senere ud af, at lugten kom fra moxa – en tørret urt, der bruges til vendingsforsøg af babyer). Men der var også en særlig ro. Og da Helle Ella bød mig velkommen og fulgte mig ind til briksen, hvor jeg skulle have akupunktur, var jeg ikke nervøs overhovedet. Jeg var tryg, og jeg fik straks en følelse af, at konen vidste, hvad hun havde gang i. Akupunkturen skulle hjælpe min krop med at modnes, så fødslen kunne gå i gang, og Helle Ellas facon gav mig ny energi og tro på, at der snart ville ske noget.

Da vi sagde farvel, aftalte vi, at jeg skulle komme igen om fredagen, hvis ikke fødslen var gået i gang inden. Så ville hun forsøge at lave en hindeløsning på mig. 

Fredagen kom, og jeg tog til Christianshavn igen. Denne gang var en hindeløsning mulig. Helle Ella ønskede mig held og lykke med fødslen – om det blev med kunstig igangsættelse eller ej.

Det blev det heldigvis ikke.

1 Comment

  1. Da hr. Baby kom til verden del 2 - BORELLAS BLOG

    6. oktober 2018 at 1:43 pm

    […] Læs første del om da hr. Baby kom til verden. […]

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.