Sundhed

Dilemma: Livsnyder eller sundhedsfreak?

“Det er jo fordi, du er livsnyder”, sagde min mor til mig for nyligt, da vi snakkede om de… øh… mere kvindelige former, jeg har fået mig de sidste par år. Og da hun kom med den kommentar, blev jeg en smule fornærmet. Mig? Livsnyder? Jeg er sgu da vildt sundhedsopmærksom; jeg træner, spiser sundt og varieret og alt det der. Men hun har jo ret. Stod det til mig, sad jeg helst på en café i Paris og spiste store mængder af ost med tilhørende rødvin – dagligt. Og når jeg lukker øjnene og forestiller mig dette scenarie, er jeg totalt chic at se på – og petit ikke mindst! Men sådan kan det jo ikke hænge sammen, desværre.

Jo jo, med mine 159 centimeter kan jeg da måske gå under betegnelsen petit, men levede jeg det liv, jeg gerne ville, ville jeg være nemmere at komme over end udenom! Samtidig ville min hud, der dagligt er katalysator for, hvor sund min livsstil er, straffe mig hårdt. Spiser jeg forkert, eller drikker jeg for store mængder af alkohol, slår jeg ud med eksem, som klør forfærdeligt. Og jeg ligner et rødspættet monster.

Det handler om balance

I skrivende stund sidder jeg på Kaffebiksen (som er virkelig anbefalelsesværdig – alt er økologisk og cafe latten smager faktisk af kaffe!) på Falkoner Alle  og spiser en (glutenfri og vegansk) snickersbar, som bestemt ikke kan være kalorielet. Og det var vist ikke skummetmælk, der kom i cafe latten. Og dagens løbetur blev erstattet med en time længere i sengen. Så de der lår, som jeg kiggede ondt til i går aftes, er jo totalt selvforskyldt, jeg ved det godt.

Men jeg har totalt gode intentioner! Og jeg får faktisk også trænet 3-4 gange om ugen i øjeblikket, hvilket jo er fint. Men i den forgangne weekend er der blevet indtaget relativt store mængder af øl og vin, god mad og tømmermandschips. Så de der 2-3 kilo jeg tabte, da jeg var på Retrokuren, er vupti! tilbage igen.

Så nu spørger jeg jer: Har I nogle idéer til, hvordan man finder den gode balance? Laver I regler for jer selv, når det kommer til mad og træning? Har I indlagt en cheat day, eller spiser I, hvad det passer jer, når det passer jer? 🙂

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.