babyboblen

DA HR. BABY KOM TIL VERDEN DEL 3

“Mit vand er gået, skat!”. Journalisten vågnede, men var helt rundt på gulvet. Han havde nået at sove en times tid og var vist lige faldet ind i den dybe søvn.

Det var stadig søndag, klokken var cirka halv tolv.

Ved midnat ringede jeg til fødemodtagelsen. Snart ville vores søn komme ud! Jeg kunne mærke spændingen og adrenalinen i kroppen, og jeg var så glad for, at fødslen var blevet skudt i gang af sig selv. Jeg var faktisk helt stolt af min krop.

Jeg aftalte med fødemodtagelsen, at vi skulle komme derind og få tjekket fostervandet, fordi jeg var lidt i tvivl om, om det var grønt. Så klokken to kørte vi til Herlev. I skybrud! Vi sneglede os afsted i den røde skoda, for vejene var våde og glatte, og vinduesviskerne slog hastigt fra side til side.

Vi nåede frem, og jeg blev undersøgt. Alt så ud, som det skulle. Vi aftalte at komme tilbage til hospitalet om morgenen klokken 10. Og så vraltede jeg ud i den røde skoda igen, og vi kørte tilbage til Frederiksberg.

Hjemme i sengen arbejdede jeg med mine veer, som kom med 7-8 minutters mellemrum. Og jeg forsøgte at sove lidt indimellem. 

Journalisten fodrede mig med smoothie, cookies og ostehaps.

Jeg gik i bad. Stod under bruseren og tænkte, at det nok var det sidste bad, jeg fik, inden jeg skulle være nogens mor. Jeg var ikke nervøs, hverken for fødslen eller for den nye titel, der ventede lige om hjørnet. Jeg var boblende lykkelig og helt vildt spændt, og det gjorde ikke noget, at veerne gjorde ondt. Hver eneste ve mindede mig bare om, hvad der snart ville ske. 

Jeg havde dog intet begreb om, hvor ondt veer rent faktisk kan gøre. Det fandt jeg senere ud af.

Klokken 9:30 kørte vi til Herlev igen, og vi var på hospitalets parkeringsplads klokken 10 som planlagt. Men ingen parkeringspladser var ledige. Vi kørte rundt og ledte og ledte, og det samme gjorde en 10-15 andre. Jeg forsøgte bare at koncentrere mig om veerne. Men jeg kunne mærke både journalistens og min egen frustration, og det gjorde ikke noget godt for veerne, der begyndte at gå lidt i stå.

Endelig var der en bil, der skulle køre, og Journalisten blinkede ind for at markere, at vi ville have pladsen. Men vi var kørt for langt frem og holdt for tæt på bilen, der skulle bakke ud. Vi blev nødt til at bakke lidt. Men bag os var en hale af bilister, der ligesom os var desperate efter en plads og som sikkert satsede på, at vi ville køre videre. De ville ikke flytte sig, så vi kunne få plads til at bakke. 

Jeg blev så rasende. Til sidst fik jeg bakset mig ud af bilen og skreg til bilerne bag os: “JEG SKAL FØDE ET BARN! FLYT JER”. Og så fik de rykket sig i en fart, og vi fik endelig en parkeringsplads. 

Da vi kom ind til fødemodtagelsen, blev vi hurtigt vist hen til fødestuen. Jordemoderen vurderede, at der var godt gang i veerne, og vi ville derfor lige se an, hvor godt det skred frem af sig selv. Men fordi vandet var gået, skulle babyen ud inden for det næste lille døgns tid.

Men veerne udviklede sig ikke hurtigt nok. Jeg fik lagt et ve-drop, der skulle skrue op for veerne. Og det gjorde det så også. I den grad.

Som jeg havde øvet med Smertefri Fødsel, ville jeg helst tage veerne stående. Men den måler, der var blevet sat på min mave for at registrere babyens hjerterytme viste, at hjerterytmen enten steg eller faldt gevaldigt, når jeg rejste mig fra sengen. Derfor endte jeg med at ligge ned under stort set hele fødslen. Senere viste det sig, at det var måleren, der ikke virkede ordentligt, og at der intet var galt med hjerterytmen.

Veerne tog yderligere til, og pauserne mellem veerne var meget korte. Jeg arbejdede så godt, jeg kunne med laboro-vejrtrækningen og gjorde brug af den visualiseringsteknik, jeg havde øvet mig på op til fødslen. 

Timerne gik, og veerne væltede stadig ind over mig. Jordemoderen målte, hvor meget jeg havde udvidet mig, og jeg håbede sådan, at pressefasen var nær. 3-4 centimeter. Fuck. Jeg kæmpede lidt videre, men endte med at bede om noget smertestillende. Lattergas virkede på ingen måde. Eneste anden mulighed var epiduralblokaden. 

Ja tak.

Blokaden blev lagt, og jeg mærkede hurtigt effekten. Fantastisk. Jeg fik ro, og både Journalisten og jeg kunne tage et hvil. Imens blev der skruet op for ve-droppet, og veerne drønede derudaf, mens jeg stort set intet kunne mærke. Efter halvanden time var jeg 7 centimeter åben. Vi sov lidt mere. To timer efter var jeg 9-10 centimeter åben.

Babyen stod dog ikke så langt nede i bækkenet, at pressetrangen meldte sig. Derfor måtte jeg op og stå, for at få ham længere ned. Mine ben var stort set lammede af blokaden, så Journalisten holdt mig, mens jeg svingede med hofterne. Pressetrangen meldte sig ikke. Jeg fortsatte… og tiden gik. Stadig ingen pressetrang. 

Det var 26 timer siden, at vandet var gået hjemme i den lille lejlighed. Klokken var et om natten. Jordemoderen sagde, at pressetrangen skulle melde sig inden for den næste time, ellers måtte jeg presse ham ud uden. Klokken blev to, og der var stadig ingen pressetrang. 

Jeg lagde mig i sengen igen. Nu skulle babyen ud. Men da jeg ingen pressetrang havde, måtte jeg arbejde med de småveer, der var. Journalisten holdt mine ben, mens jordemoderen guidede mig. Hun storroste min presseteknik, som jeg også havde øvet med Smertefri Fødsel.

Jeg kiggede på Journalisten, der pludselig så meget rørt ud. Hovedet kunne ses. Jordmoderen tog min hånd og førte den ned, så jeg kunne mærke toppen af det lille hoved. Han var der virkelig. Og det gav mig et skud ny energi til at presse videre.

Efter tre kvarters pressen kom hoved og krop ud i en ve. Han blev lagt på mit bryst, og han var så fin. Jeg kyssede min mand, verdens bedste fødselshjælper og støtte. Og vi kiggede på den lille fyr igen.

Hans kom den 14. august klokken 02:41. Og med et var vi en familie.


Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.