Livsstil, Sundhed

Bliver man virkelig, hvad man spiser (og drikker)?

Jeg lagde et billede op på min Instagram i går aftes, hvor jeg skrev en tekst til, der beskrev, at min dag mere eller mindre havde bestået af mig, der lå vandret, mens jeg indtog forskellige former for junkfood. Gårsdagens sidste måltid bestod af burger og fries fra McD. Jeg opdagede nemlig, at de laver gluten- og hvedefri brugere! Jeg har ikke spist burger fra McD, siden jeg for fem år siden fik konstateret hvedeallergi. Så jeg havde rimelig optur på, da jeg gik hjem med den brune papirspose med den gyldne måge på. Men da jeg skulle i seng, fik jeg en følelse af, at jeg havde straffet min krop rigeligt i weekenden med store mængder alkohol, junkfood, cola og slik.

En af mine veninder skrev følgende kommentar til mit billede på Instagram: “Det er helt i orden, Sofie 🙂 det er bare en krop”. Og jeg forstår sagtens hendes pointe. Man behøver ikke at skamme sig over, at man skejer ud med alkohol og junk i ny og næ. Men da jeg vågnede i morges, var jeg træt og smådepri. Og jeg følte mig ret meget som den McD-menu, jeg havde spist 12 timer forinden: Fedtet, usund og næringsfattig.

Alkohol: Den store synder

Egentlig ved jeg godt, at det er alkoholen, der er den største synder for mig. Når jeg har fået en tår over tørsten, kan jeg godt have lidt svært ved at stoppe, for “så har jeg det jo lige så sjovt”. Men de efterfølgende dage er knapt så sjove. Ligesom de fleste andre får jeg tømmermænd. Men derudover slår min hud ud med eksem, og jeg bliver smådepri og energiforladt – og det kan vare op til 2-3 dage efter, jeg har festet.

Jeg har skrevet om det før – mit love-hate relationship til alkohol – og jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne feste igennem uden. Well, en eller anden dag, når jeg skal bage en baby, bliver jeg selvsagt tvunget til at klare den uden. Men hvor kunne det være sejt, hvis man (læs: jeg) kunne fyre den af og give den gas uden alkohol i blodet – også før projekt baby!

 

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.