Om Borellas Blog

 


Du kender sikkert den følelse, der kan opstå, når du sidder sammen med gode venner, I har drukket et glas rødvin eller to (måske tre!), og pludselig når samtalen et nyt niveau. Det er som om, at rødvinen gør jer en anelse klogere og mere filosofiske, og du forstår dig selv og verdenen en tand bedre. Det er en rar følelse, synes jeg. En følelse af selvsikkerhed, ro og styrke, hvor ingen kan pille dig ned. For du ved i et øjeblik, hvem du er, og hvad du står for.

Næste morgen har jeg som regel glemt det igen. Jeg ved sgu ikke helt, hvem jeg er, hvad jeg står for, og hvad jeg egentlig vil med mit liv. Misforstå mig ikke – det er ikke for at lyde helt emotionel cutter-agtig. Men jeg tror sgu, det er en usikkerhed, som mange unge mennesker går rundt med i større eller mindre grad. Den usikkerhed vil jeg bare ikke finde mig i. Jeg vil lære mig selv endnu bedre at kende og blive klogere på, hvad jeg skal med mit liv. Og netop derfor har jeg oprettet denne platform, Borellas Blog, som er et sted, hvor jeg kan udtrykke nogle af de tanker og følelser, der opstår i denne søgen. Og jeg vil elske, hvis du vil læse med og bidrage med dine tanker og perspektiver!

Jeg har en bachelor i Sundhedsfremme og Kommunikation fra Roskilde Universitet og er i øjeblikket i gang med min kandidat i Kommunikation og Dansk fra samme universitet. Går alt efter planen, færdiggør jeg min kandidat sommeren 2017 – og kan kalde mig selv for cand.comm’er. Derudover arbejder jeg i en større, politisk organisation, hvor jeg beskæftiger mig med kommunikation og sundhed.

Jeg bor på Frederiksberg med min kæreste, her på bloggen omtalt som journalisten. Jeg har et kæmpe crush på København og drømmer om at bo i byen forevigt (altså med mindre Paris en dag vil ha’ mig). Jeg interesserer mig for sundhed, kærlighed, madlavning, indretning, mode, fotografering  – og så er jeg lidt af en internetnørd. Jeg elsker sociale medier og blogosfæren, og derfor er jeg til at finde både her på bloggen, på snapchat (sofieborella) og på Instagram.

Velkommen til!