babyboblen

7 uger efter

Jeg har lige lagt hr. Baby i sin egen seng, så journalisten og jeg kan få det første af natten i dobbeltsengen for os selv. Babyen vågner med stor sandsynlighed om et par timer, når han er sulten, og så kommer han over til os. Og så vågner han sikkert endnu engang i løbet af natten, eller måske er det blevet tidlig morgen, og det er en lille sejr, de gange det sker, for så er jeg ikke helt firkantet i hovedet. Og så kan Hr. Baby og jeg stå op sammen med Journalisten, inden han skal på arbejde. Så hygger vi os, Hr. Baby og jeg, og han eller vi begge sover lure i løbet af dagen, når vi ikke leger og pludrer eller oser i Frederiksberg Centret. Sidst på eftermiddagen kommer Journalisten hjem igen, og når vi har indtaget aftensmaden, oftest på skift, går der ikke længe, før babyen skal sove igen, og det hele starter forfra.

Han kom til verden for syv uger siden, og jeg forstår ikke, hvor tiden er blevet af. Vi begynder så småt at få vores små rutiner, og jeg elsker det. Han er så fuldkommen fantastisk, og jeg er dybt forelsket i det lille, perfekte væsen.

Jeg har så meget, jeg gerne vil skrive, men jeg vil slutte for nu. Jeg må udnytte, at babyen sover og gøre det samme. Men jeg havde bare lige brug for at checke ind.

Jeg håber, jeg får mulighed for at skrible lidt i morgen.

Godnat fra babyboblen

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.